OM HEARTLAND

HEARTLAND kombinerer live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen. Festivalen løber af stablen den 30. maj - 1. juni 2019 i magiske omgivelser i Slotsparken omkring Egeskov Slot på midtfyn.

Heartland henvender sig til et kulturinteresseret og kvalitetsbevidst publikum. Festivalens direktør og idémand, Ulrik Ørum-Petersen, udtaler: ”Heartland er et bud på en festival, der ikke ligner de festivaler, vi kender i Danmark, men som har succes i andre lande, f.eks. England og Holland. At skabe denne type festival herhjemme og oven i købet at gøre det på et af de smukkeste steder i verden er en drøm, der går i opfyldelse."

Levende samtaler og store madoplevelser
Vores to TALKS-programmer, Heartland Talks og Future Talks, er kurateret af Rasmus Quistgaard, og de byder på danske såvel som internationale navne. Fælles for begge programmer er, at samtalerne tager pulsen på den tid, vi lever i, og under Heartland 2018 gæstede bl.a. store profiler som Salman Rushdie og Slavoj Žižek scenen i det store Talks-telt. 
Med vores FOOD-program ønsker vi at give vores gæster madoplevelser, der er ud over det sædvanlige. Emil Blauert kuraterer programmet med fokus på høj faglighed, kreativitet og bærerdygtighed. Vi lægger særlig vægt på, at lokalt producerede råvarer fra Fyn har en dominerende plads i den mad, der serveres.

Samtidskunst og internationalt musikprogram
Rasmus Quistgaard kuraterer Heartlands kunstprogram med øje for de interessante kontraster, der opstår, når samtidskunst under åben himmel præsenteres i de historiske rammer, som slotsparken ved Egeskov Slot, der blev bygget i 1500-tallet, udgør. Kunstprogrammet offentliggøres senere på foråret. 
Det er festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersens ambition at præsentere Heartlands gæster for en blanding af internationale stjerner, og det bedste den danske musikscene har at byde på, når han sammensætter vores musikprogram. Heartland 2018 bød bl.a. på legender som Van Morrison, Patti Smith og Matt Johnson fra The The samt danske navne som Søren Huss og CV Jørgensen på scenerne i Egeskov Slotspark.