Da Jada optrådte på Highland Stage på Heartland 2019, var det med en fængende stemme, og et sceneshow der trængte helt ind under huden på publikum.
Inden hun trådte op på scenen, gav hun et interview til Heartlands programavis, om hvordan alt hun foretager sig, tænker og føler har noget med musikken og kunsten at gøre. 

Musikken, kunsten, det udtryksfulde virker til at strømme igennem alle dine handlinger og tanker. Er det rigtigt? Og hvordan fungerer det egentlig?

Jeg føler mig meget som et hav eller et glas vand, hvor det hele er ét og er en del af hinanden. Så alt jeg foretager mig og tænker og føler vil have noget med musik at gøre, fordi det kommer fra det samme hav. Jeg har ikke en følelse af at selvmonitorere mig selv, for at sørge for at alt nu skal tale sammen med musik og kunst, det sker bare af sig selv, for det er det jeg indeholder og den måde, jeg forstår verden og kommunikerer med den på. Jeg forsøger altid at sige sandheden og være tro mod mig selv, og når det lykkes, er der virkelig bølgegang i havet. Så hænger tingene sammen.

 
3_Jada_Mathias Bak Larsen©-12.jpg

“Det kræver mod at koge pasta – man skal turde hælde vandet fra lige før, de er færdige og følge sin intuition. Det samme gælder med musik.”

Hvor vigtig er kultur for vores forståelse af os selv, vores tid og vores medmennesker - bare sådan helt kort…?  
 
Kultur er så vigtigt. For mig er det meningen med livet:  fællesskab og kultur. At dyrke det super særegne i danske traditionelle sange, som har en helt  anderledes tonalitet og rytme end f.eks. brasilianske, men som ofte handler om de samme ting. Kærlighed, smerte, angst, sol, grin, osv.. Vi  synger om  de samme ting, vi deler oplevelsen af at være på planeten jorden, og  vi er hvert vores menneske på samme tid. Så for mig er kultur noget der både  kan  styrke lokale fællesskaber og som samtidig taler ind i det universelle  menneskedyrs liv. 

Hvis din musik var et måltid, hvordan ville det så se ud, hvad ville det bestå af og hvem ville du allerhelst spise det med?  

Hvis min musik var et måltid var det en Penne all’arrabbiata, der er en pastaret lavet på hvidløg, tomat, olivenolie og røde chilipebre. Fordi det er et måltid der tilfredsstiller mig fuldstændig og der er få madvarer, der gør mig så glad som pasta. Det er en ret med følelser: arribbiata betyder vrede, og min musik er jo ét stort følelsesudtryk. Samtidigt kan jeg godt lide, at pasta ikke venter på nogen – man er nødt til at være opmærksom og når den er klar, så spiser man. Sådan føles musik også, når det er bedst. Som en fuldstændig frisk pastaret, der står serveret foran dig for at give dig liv og næring, men som også kræver din tilstedeværelse og opmærksomhed – og hvis du tøver for længe, så er den faldet sammen. Min kæreste siger altid, at det kræver mod at koge pasta, og det har han virkelig ret i, synes jeg. Man skal turde hælde vandet fra lige før, de er færdige og følge sin intuition. Det samme gælder med musik. Jeg ville spise det med min kæreste og min søster og mine 10 nærmeste venner, mens vi drak rødvin med ferskner i fra store lerkander og lo og kyssede til den lyse morgen. 

 
3_Jada_Mathias Bak Larsen©.jpg
 


Bag kunstnernavnet Jada står den danske sangskriver, sanger og producer Emilie Molsted Nørgaard. Med kun tre udgivne singler vandt hun i 2019 P3’s Talentpris og med hendes bløde, følelsesfremkaldende stemme er hun på kort tid blevet et af de mest forfriskende og omtalte navne på den danske musikscene.