JØRGEN LETH & MERETE PRYDS HELLE

Talks Tent, torsdag d. 31. maj kl. 16.30

HVAD ER DANMARK?
Moderator: Michael Thouber

Hvad er Danmark egentlig? Spørgsmålet er ganske enkelt, men svært at svare på. I en tid hvor samfundet og verden udvikler sig så dramatisk, er spørgsmålet værd at stille. Hvis teknologi, videnskab, kultur og politik udvikler sig i samme tempo i fremtiden, er det nærliggende at overveje, om Danmark kan genkendes om 50 år.

Diskussionerne om ”danskhed”, ”danskerne” og ”dansk” har domineret det offentlige rum i mange år, og dagsordenen er præget så eftertrykkeligt af politikere, at det kan være svært at tage ordene i munden uden en politisk bismag. Det er blandt andet idéen med denne samtale at opsøge et andet, kvalificeret sprog om det at være dansk i dag fra to af Danmarks største kunstnere.

Merete Pryds Helle, der for nyligt har fået De Gyldne Laurbær for Folkets Skønhed, har skildret, hvordan vores samfund er i gang med at ændre sig både i privatlivet og set fra et større perspektiv, fx samfundets forskellige grupper eller generationer. Jørgen Leth har boet i Danmark og mange år i udlandet og har udover sin berømte film Livet i Danmark (1972) gjort betragtningen af menneskets verden til en kunstform. Michael Thouber er er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturvidenskab med en bachelor i kunst- og religionshistorie. Han har i en årrække arbejdet for DR, bl.a. som kulturredaktør og kanalchef for DR2. Michael Thouber har siden 2015 været direktør for Kunsthal Charlottenborg.

Juliane Lassen