LEA GULDDITTE HESTELUND

OM VÆRKET
Lea Guldditte Hestelund
Play, 2016
Performativ skulptur.

Lea Guldditte Hestelund udstiller installationen Play, som består af en kombination af glatte stål-træningsstiger og marmorskulpturer. De fungerer både som abstraktioner over klassiske søjlefødder og som et interaktivt træningselement, beskueren kan bruge som fitness step-bænke eller podier.'

Installationen er blandt andet inspireret af et antikt træningssystem ved navn calisthenics, som betyder skønhed og styrke. Det udvikler både balancen og styrken, og man brugte det til at træne krigere i antikken. Træningsformen er en slags kropsvægtstræning hvor du bruger din egen kropsvægt til at ‘løfte’ dig selv - både mentalt og rent fysisk.

Værket stiller fokus på kroppen, som bærer af vores sociale og kulturelle fantasi og form-dyrkelse. Værket inviterer publikum med ind i de performative trænings-sessioner, og selve skulpturen kan bruges til forskellig fysisk aktivitet under festivalen. Lea Guldditte Hestelund har arbejdet med, hvordan man i mange urbane parker opstiller udendørs ‘fitness centre’ som omdefinere parkens funktion fra lyst og fritids rum til et produktivt og effektivt rum; en omskrivning som her i Renæssancehaven kun manifesteres yderligere.

OM KUSTNEREN
Lea Guldditte Hestelunds kunstneriske arbejde kredser omkring kroppen, og om hvordan vi i samtidens vestlige samfund opfatter og tillægger den betydning. Hvilke hierarkier, idealer og sociale strukturer der omgiver og former den, og hvad den teknologiske udvikling betyder for vores forståelse af, hvad en krop er og kan være.

Hvorvidt hun hugger i marmor eller træner sin egen krop i henhold til klassiske idealer, undersøger hun de kvaliteter, proportioner og narrativer, der ligger i et givent materiale. I sine skulpturelle, installatoriske og performative værker tematiserer Hestelund emner såsom køn og krop, objekt og mening i en balance mellem (kunst)historiske og popkulturelle referencer.

Lea Guldditte Hestelund har senest udstillet på ARoS Art Museum, Overgaden Institute of Contemporary Art, SAK Kunstbygning, Ystad Art Museum, Künstlerhaus Dortmund, Kunsthal Aarhus m.fl.

 
Juliane Lassen