Handicapforhold

Praktisk info

Alle er velkomne på Heartland. Hvis du har særlige behov eller er kørestolsbruger, kan du herunder finde information om forholdene på Heartland.

HANDICAPPARKERING
Der er afsat et begrænset antal handicapparkeringspladser tættest ved indgangen til festivalpladsen. Der vil være skilte som viser vej til dette område. Handicap-parkeringspladser markeret med kørestolssymbol må kun benyttes med synligt og gyldigt parkeringskort udstedt af Danske Handicaporganisationer. Kan du ikke finde disse pladser, kan du henvende dig til vores parkeringsvagter, som vil hjælpe dig hen til handicapparkeringen eller finde en særlig plads til dig og din ledsager. Handicapparkering er gratis.

HANDICAPTOILETTER
Handicaptoiletter findes på campingområdet, samt ved siden af Greenfield Stage og ved Highland Stage. Du kan finde dem ved at benytte vores kort på appen eller spørge vores servicevagter. Toiletterne er forsynet med rampe.

TERRÆN & SCENER
Heartland finder sted i et bakket terræn. Det kan i nogle tilfælde skabe udfordringer med at komme rundt på pladsen, da underlaget primært er græs og grusstier. I tilfælde af regnvejr må der forventes større udfordringer med at komme rundt på pladsen.
Vi har ingen platforme til vores koncerter til kørestolsbrugere eller personer med særlige behov, men der vil oftest være godt med plads, så alle har mulighed for at se. Vores største scene, Greenfield Stage, vil være udstyret med to skærme, som kan ses fra god afstand.
I vores to Talks-telte er der særlige pladser reserveret til kørestolsbrugere og deres ledsager. Hvis man ønsker at benytte kørestolspladserne, skal dette informeres til seatingpersonalet ved teltets indgange.

HJÆLPEMIDLER MV.
Der er umiddelbart ingen begrænsninger for hvilke hjælpemidler, der kan medbringes på Heartland.

På campingpladsens info-kontor tilbydes mulighed for opladning af elektriske hjælpemidler, fx kørestol eller scooter. Her er det også muligt at opbevarer medicin eller andet på køl over natten.

HØREHÆMMET
Heartland har desværre ikke teleslynger eller andet udstyr tilgængeligt til hørehæmmede.

GANGBESVÆRET
Heartland har et ujævnt terræn med græs, grus og bakker. Det er ikke tilladt at medbringe egne stole, men der er mange bænke og andre siddemøbler tilgængelig omkring på pladsen.

OVERNATNING
Camping på Heartland er en græsmark, som kan være kuperet visse steder og dermed ufremkommelig for kørestolsbrugere og gangbesværede.

Man må som udgangspunkt ikke overnatte i sin bil. Bilen skal være godkendt som soveenhed og indrettet med sovefaciliteter, for at det lovmæssigt kan godkendes.

Ydermere skal bilen placeres i festivalens campingvognsområde på campingpladsen i henhold til brandreglementet, som kræver adskillelse mellem køretøjer og soveområde. For at kunne overnatte i sin godkendte bil, skal man købe et caravan-pas og et campingpas pr. overnattende gæst. Campingprodukterne kan købes her.

Billetkøb og ledsagerordning

Ved køb af en festivalbillet kan du ved fremvisning af et ledsagerkort få én gratis ledsager med ind på festivalpladsen

Kørestolsbrugere med gyldigt medlemsbevis fra Danske Handicaporganisationers Brugerservice kan købe en kørestolsbillet til Heartland. Medlemsbeviset skal fremvises ved indgangen. Som kørestolsbruger skal du kontakte Ticketmasters kundeservice på tlf. 7015 6565 for at bestille en kørestolsbillet. Dette er for at sikre, at vi har de nødvendige toiletfaciliteter til kørestolsbrugere m.m.

Bemærk at kørestolsbilletten koster det samme som en almindelige billet, og at denne billet også giver gratis adgang for en ledsager. Af praktiske hensyn er der et begrænset antal kørestolsbilletter tilgængelig.

Personer med handicap, der ikke kræver kørestol, men som ønsker en ledsager med på festivalen, kan købe en almindelig festivalbillet og derefter fremvise gyldigt ledsagerkort i indgangen. Fremvist ledsagerkort giver gratis adgang for én ledsager på pladsen.

Har du skiftende ledsagere på dagene, kan din billet byttes til to endagsarmbånd ved salgsdisken ved festivalindgangen.

Har du ikke et ledsagerkort, kan du ansøge om et kort HER. 

Hvis du har spørgsmål, som ikke blev besvaret på denne side, er du meget velkommen til at kontakte os på info@heartlandfestival.dk. Dette gælder naturligvis også, hvis du som kørestolsbruger eller handicappet har forslag til, hvordan vi kan forbedre forholdene og din oplevelse på Heartland.