Lærke Kløvedal

Lærke Kløvedal

”Det sidste måltid” LIVE med Lærke Kløvedal og gæster.

’Hvordan skulle din nekrolog lyde, hvis du selv kunne skrive den?’ det spørgsmål centrerer Radio4-programmet ”Det sidste måltid” som om, når det går LIVE på Tasteland scenen. Her vil programmets vært, madanmelder og journalist Lærke Kløvedal rykke ud af studiet og ind på Tasteland og samtale om det væsentlige ved livet med hendes gæster på scenen. 

Lærke inviterer en gæst med til bords, hvor gæsten vælger forret, hovedret og dessert. Maden er udgangspunktet for samtalen, og retterne vil blive valgt ud fra et særligt minde, fantasien om det sidste måltid eller noget helt andet, der har inspireret gæsten. Under middagen vil de også tale om det liv, gæsten har levet og det eftermæle, som vi ofte ikke tænker på, men samtidig ikke kan undslippe. 

Lærke Kløvedal er produceruddannet fra filmskolen Super16 og journalist fra Syddansk Universitet. Hun har bl.a. været journalist på ’Deadline’ på DR2 og redaktionschef på Quizzen med Signe Molde.  Hun været vært på portrætprogrammet ’Lærke møder…’ på DR K og er aktuel med radioprogrammet ‘Det sidste måltid’ på Radio4. Og så er hun fast klummeskribent og madanmelder på Politiken.