De første 7 navne klar til ART-programmet

Heartland kan i dag præsentere de første navne på ART-programmet til årets festival. Hovednavnet er britiske Jeremy Deller, der er en af tidens væsentligste kunstnere, og som for første gang kan opleves med et stort nyt stedspecifikt værk i Danmark.

Vi offentliggør i dag de første navne på ART-programmet: Den verdenskendte britiske kunstner Jeremy Deller, den fransk-britiske duo Sans façon og en række af Danmarks førende samtidskunstnere; Gun Gordillo, Hesselholdt & Mejlvang, Ursula Nistrup, Molly Haslund og Kasper Hesselberg

Som hovednavn på kunstprogrammet vil Jeremy Deller skabe et nyt stedspecifikt værk til Heartland, der vil udforme sig på og omkring det ikoniske Egeskov Slot, i hvis slotshave festivalen finder sted. 

”Det er en stor fornøjelse at kunne præsentere Jeremy Deller i Danmark for første gang. Siden Heartlands begyndelse har vi drømt om at invitere Deller til Fyn, og at det ovenikøbet er et nyt stedspecifikt værk, vi kan præsentere, gør os ekstra stolte. Deller er med sine ofte samfundskritiske, kommenterende og utraditionelle værker blevet en af samtidskunstens mest signifikante stemmer over de sidste to årtier. Den stemme ser vi frem til at vores gæster skal opleve, vi og håber på, at kunsten kan være medvirkende til at rykke lidt ved deres verdenssyn”, siger Janne Villadsen, co-ansvarlig for ART-programmet på Heartland.  

De nye navne vil du både kunne opleve rundt om på pladsen, foran Egeskov Slot, i søerne og ikke mindst på vores kunst sine Arttrium.

February 6, 2020