SUZANNE BRØGGER & CHRISTIAN LOLLIKE

Suzanne Brøgger møder Christian Lollike
I samtale ”Om revolution”
 
I 1970´erne var ordet revolution på alles læber. Siden forsvandt det fuldstændig. Forfatterikonet Suzanne Brøgger, kendt for sin nærmest samfundsomstyrtende kritik af vores kønsroller og overfladiske populærkultur, møder ophavsmanden bag Dukkepartiet og en række af vor tids mest kontroversielle teaterstykker dramatikeren Christian Lollike.

SIMON KVAMM & ERLING JEPSEN

Simon Kvamm & Erling Jepsen (Moderator: Kristian Leth)

Hvordan man vælger at præsentere sig selv udadtil som kunstner er næsten altid anderledes, end hvordan man tager sig ud som privatperson. Men hvor går grænsen imellem de to? Og hvor meget kan man tillade sig at vise sit publikum af den private side? I sit nye soloprojekt har Simon Kvamm, der bl.a. er kendt som forsanger i bandet Nephew, efter mange overvejelser valgt at lukke op til sin egen inderste kerne, blandt andet for at undersøge det unikke overfor det almindelige. Kvamm vil få selskab af forfatter Erling Jepsen, der med gennembrudsromanen 'Kunsten at græde i kor' blotlagde en stor del af sit privatliv og gennem litteraturen har iscenesat sig selv som både performer og privatmenneske. Iscenesættelse og selvkritik er begreber, der findes som strømninger i vores samtid, og som er markant tilstede i både Kvamms og Jepsens kunstneriske projekter. Moderator er Kristian Leth, der gennem sit arbejde som både tv- og radiovært og musiker også har stiftet bekendtskab med iscenesættelsens kraft og dilemma.

MARINA ABRAMOVIC & TAL R

Marina Abramovic møder Tal R
I samtale ”On the Escape from Normality”

Et af dansk kunsts hotteste navne Tal R møder den verdensberømte performancekunstner Marina Abramovic. Hun har udsat sig selv for offentlige ydmygelser, tæv, konfrontationer og opnået at gøre sit livsværk til et af de stærkeste i den globale samtidskunst. Samtalen handler om de to kunstneres kompromisløse arbejde og dets forbindelse til verden omkring dem.

Moderator: Tine Colstrup

CARSTEN JENSEN & TOBIAS LINDHOLM

Carsten Jensen møder Tobias Lindholm
I samtale ”Om det gode”

Tobias Lindholm, der for nylig blev Oscarnomineret for sin spillefilm om krigen i Afganistan (A War) diskuterer i denne samtale krigens modsætning, ”det gode”. Det sker med en af Danmarks største forfattere, Carsten Jensen, der for nylig udkom med den store roman Den første sten om danske soldater i Afganistan. Forsvinder det gode så snart krigen begynder? Eller er det også sandt, at det først er i krig, at det gode kan vise sig i sin stærkeste form?

Moderator: Jakob Sheikh

ÅSNE SEIERSTAD & JANUS METZ

Åsne Seierstad møder Janus Metz
I samtale ”Om ondskab”

Den stjerneroste, norske journalist og forfatter Åsne Seierstad har blandt andet skrevet et murstensværk om Breivik. Sammen med den danske dokumentarist Janus Metz (kendt for filmen Armadillo) vil Seierstad diskutere hvad vi mener med begrebet ”ondskab” i dag – både den ondskab vi iagttager internationalt og den, vi finder i vores eget samfund.

Moderator: Jes Stein Pedersen

SANDOR KATZ & CAMILLA PLUM

Camilla Plum møder Sandor Katz
I samtale ”On Something rotten”

Den danske TV-vært og mangeårige økologiske bannerfører Camilla Plum skal tale med forfatteren bag ”Bibelen” Sandor Katz om fermentering. Det rådne er kontroversielt i sammenhæng med mad, med en stærk trend i gastronomiske kredse. Det er en tendens, der minder os om, at en krop egentlig er en samling organismer og bakterier, der nedbrydes og genopstår sammen med miljøet, vi lever i.

Moderator: Jonas Hartz

BRIAN ENO & BJARKE INGELS

Brian Eno møder Bjarke Ingels
I samtale ”On Instruments of Change”

Brian Eno - den verdensberømte producer og kunstner, der blandt andet har arbejdet med David Bowie og Coldplay - møder her en af vor tids mest epokegørende arkitekter, danskeren Bjarke Ingels. De mødes i en samtale om de ting i deres arbejde, der er med til at drive forandringer og reflekterer over de ting, der ændrer sig i vores verden netop nu.

Moderator: Kristian Leth

PETER SISSECK & RUTH ROGERS

Peter Sisseck møder Ruthie Rogers
I samtale ”On Passion”

Peter Sisseck, en af verdens mest succesfulde vinproducenter og manden bag den berømte Pingus-vin, møder den gastronomiske legende Ruthie Rogers. Rogers er skaberen af Michelinrestauranten The River Cafe i London, som er en af de berømteste, italienske spisesteder uden for den italienske halvø. Under overskriften ”passion” skal de bl.a. forklare os hvordan man lykkes med at skabe noget af verdens højeste kvalitet i ens arbejde – og gentager det sublime dag efter dag.

Moderator: Nader Mousavizadeh