BRYAN FERRY

Med Bryan Ferry på musikprogrammet på Heartland Festival er der tale om et hovednavn i absolut verdensklasse. Han er en af de legendariske musikere, der har været med til at lægge fundamentet for nutidens popmusik, både med sine egne sange, sine storladne covernumre og selvfølgelig som medlem af kultgruppen Roxy Music.

Bryan Ferrys seneste danske koncerter har også været anmelderroste og fuldstændigt udsolgte, og han bliver flere gange nævnt som et af de erfarne popikoner, som man heldigvis stadig kan nå at opleve live. Og der er ingen tvivl om, at Heartland Festivals publikum kan glæde sig til en magisk oplevelse, når Bryan Ferry med band indtager de smukke omgivelser i Egeskov Slotspark med uslukkelige hits som Slave to Love, More Than This og Love is the Drug.