WHOMADEWHO

Thomas Barfod, Jeppe Kjellberg og Thomas Høffding som tilsammen danner københavnske WhoMadeWho må siges at bestride den uofficielle Danmarksrekord i flest koncerter i flest verdensdele. Bandet har efter eget udsagn spillet på alle kontinenter, på nær Afrika, siden de blev dannet i 2003. Over årene er det blevet til en bunke EP'er og tre i fuldlængde udgivelser der alle har været med til at cementere bandets position som et af Danmarks mest eftertragtede livenavne. WhoMadeWho blander electronica, pop og rock i et sammensurium af indtryk, alle med det klare formål at sætte gang i den helt store fest. Bandets alsidige lyd kommer fra de tre medlemmers erfaring fra forskellige dele af musikmiljøet. Tydeligst er dog indvirkningen fra den elektroniske musik, som har resulteret i en hel del remixes fra bandets side. Blandt andet har WhoMadeWho remixet Franz Ferdinand og New Young Pony Club og er selv blevet remixet af internationale navne som Hot Chip, Peaches og Digitalism. Den store fest er med WhoMadeWho sikret til årets Heartland Festival.