MIKAEL SIMPSON

Radiovært, musiker og sproglig ekvilibrist – kært barn har mange navne og Mikael Simpson har vi kær. Med albums som ”Slaar Skaar” og i tæt samarbejde med Jørgen Leth på sideprojektet VI Sidder Bare Her, har sangskriveren med monikeret George Michael Simpson fortryllet det danske publikum i mange år og under mange musikalske faner. På dette års festival vil han med band spille sine helt egne kompositioner. 

Karrieren igennem er Mikael Simpson gået ad sine helt egne musikalske veje og har undervejs udviklet sig til det Berlingske har kaldt en ”særlig ånd med en særlig sound”. Sammen med bl.a. Lise Westzynthius og Henrik Vibskov var Mikael Simpson i 90erne aktiv i bandet Luksus, der udgav to meget roste albums. Simpson gik derefter solo med den dansksprogede debut ”Os 2 + Lidt Ro 2002”, der fik en overstrømmende modtagelse i medierne, der bl.a. talte om ”et af de mest udfordrende og grænsesøgende danske albums i nyere tid”.

I 2004 udkom gennembrudsalbummet ”De 10 skud” – til fem stjerner i Gaffa der bl.a. skrev om en udgivelse med ”endnu mere nerve, nærvær og hjerte – hvilket er mere, end nogen sjæl kan forlange.” I 2006 udsendte Simpson ”Stille Og Uroligt”, der både blev en stor kunstnerisk og kommerciel succes. P3 gjorde singlen ”Jeg tror jeg sidder fast” til Ugens Uundgåelige og belønnede efterfølgende Mikael Simpson med P3 Prisen og 100.000 kr., mens Gaffas læsere tildelte ham prisen som Årets Sanger. Da Danish Music Awards gjorde musikåret 2006 op, blev Mikael Simpson hædret med statuetten som Årets Danske Sangskriver.