PATTI SMITH & HER BAND

Greenfield Stage, torsdag d. 31. maj kl. 22.00
Amerikanske Patti Smith er en af vor tids største og vigtigste navne på den internationale musikscene. Hun er en sand rocklegende, hvilket blev understreget, da hun indtog en 47. plads på Rolling Stone Magazines liste over de 100 største artister siden fødslen af rock and roll og blev medlem af the Rock and Roll Hall of Fame i 2007. Kunstnere som Michael Stipe, Courtney Love og Madonna har udtalt, at de betragter Patti Smith som en af deres vigtigste inspirationskilder.

Når den 71-årige verdensstjerne indtager Egeskov Slot til sommer, er det med et bagkatalog bestående af 11 album fra de seneste godt 40 år. På Heartland kan punkrock-ikonet opleves i selskab med sit band, der består af guitaristerne Lenny Kaye og Jack Petruzzelli, den legendariske trommeslager Jay Dee Daugherty og Tony Shanahan på bas. Patti Smith vil spille numre fra hele sit imponerende bagkatalog; lige fra den eminente debut Horses i 1975 over det kommercielle gennembrud Easter og hitsinglen Because the Night i 1978 til det nyeste, anmelderroste album Banga fra 2012.

 Foto: Steven Sebring

Foto: Steven Sebring