MARIE THAMS

OM VÆRKET
Marie Thams
Within My Voice, 2018
Lydinstallation ca. 9:00 min, loop
Lokation: Riverside

Marie Thams præsenterer en nyudviklet, stedspecifik lydinstallation Within My Voice. I værket tager Thams udgangspunkt i forskellige stemmetræningsteknikker, der bruges til at tilpasse stemmen til en bedre og øget professionel præsentation i forbindelse med jobsamtaler, foredrag eller andre vigtige karrierepræstationer. På platformen omringes publikum af en strøm af stemmer, der veksler mellem en undersøgende, rå stemmebrug og hvisken til sproglige refleksioner. Refleksioner over denne indre stemmetransformation drevet af ydre forventninger sammen med blik for den menneskelige uhåndgribelige kvalitet, som stemmen også rummer.

I værket arbejder Thams med den personlige og individuelle stemme og dens jagt efter den effektfulde tone, hvilket skaber et metaforisk lydværk, der leder publikum ind i den indre diktering af tidens mantraer. På en platform, der stikker ud over voldgraven, skaber Thams rum for lydoplevelsen med udsigt til slot og festival og opfordrer til skærpet opmærksomhed på de personlige og subjektive kvaliteter.  

OM KUNSTNEREN
Marie Thams arbejder kunstnerisk med spørgsmål omkring værdisættelsen af enneskelige aktiviteter i det nuværende (sen-)kapitalistiske vestlige samfund, arbejdskulturens diktering af identitet og kunstnerisk værdi og forholdet mellem biologisk krop og social/politisk status. Med subjektivt afsæt og stemme portrætterer Thams’ værker ofte et samfund, der er domineret af arbejdsmarkedets normer og høje forventninger til arbejderens omsættelige produktion. Thams arbejder installatorisk, og hendes værker inkluderer en kombination af lyd, video, tekst, og skulpturelle samt performative elementer.

Marie Thams’ værker er tidligere vist på blandt andet Nikolaj Kunsthal, Galleri Image, Viborg Kunsthal, Meters, Grafikernes Hus, C4, Glasgow International, Overgaden - Institute of Contemporary Art, North & South Gallery Oakland m.fl.