CARSTEN RAHBEK & KATHY WILLIS

WHAT ARE THE CONSEQUENCES OF MASS EXTINCTION IN BIODIVERSITY?
Moderator: Jens Degett

Kloden befinder sig lige nu i en masseuddøen. Skovarealer, koralrev og andre værdifulde økosystemer er udfordrede af menneskets indblanding, og det har ført til, at cirka 20% af alle jordens 10-15 milliarder forskellige arter er truet, og det vurderes, at der forsvinder mellem 5 og 55 arter om dagen. Det er ikke kun leoparder, næsehorn og pandaer, der er ved at forsvinde, men også vigtige insektgrupper, der er helt essentielle for vores økosystemer, er ved at uddø fra vores planet.

Sidst Jorden var gennem en lignende tilstand var for 65 millioner år siden, da dinosaurerne uddøde. Men denne gang er første gang, at en masseuddøen er forårsaget af en art på jorden – nemlig mennesket selv. Men hvad betyder det for den menneskelige arts liv på jorden, spørger vi i denne samtale?

Biodiversiteten er grundlaget for, at økosystemerne på jorden fungerer, og økosystemerne er grunden til, at vi har vand, vi kan drikke, jord vi kan dyrke, og luft vi kan indånde. Det er naturressourcer, som vi vil få meget svært ved at erstatte. Men lige nu forbruger vi cirka halvanden gang så hurtigt, som naturen kan nå at reproducere, og vi bider dermed af den hånd, der fodrer os.

I denne samtale vil en af verdens mest citerede forskere, danske Carsten Rahbek, sammen med biodiversitetsforsker Kathy Willis, tale om de udfordringer, som vi står overfor i fremtiden, når man ser på, hvordan vi er ved at ændre hele klodens økosystem. Hvad er det for nogle naturressourcer, som vi lige nu tager for givet, men som måske inden for kort tid kommer til at mangle? Hvad kan vi gøre ved det, og hvad sker der, hvis vi ikke gør noget?

Carsten Rahbek er leder af Grundforskningscentret for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet og præsident for Det Internationale Biogeografiske Selskab. Han er en af verdens 1 % mest citerede forskere, og hans forskningsinteresser strækker sig over både biodiversitet, naturforvaltning, miljøøkonomi og sygdomme.

Kathy Willis er professor i biodiversitet ved University of Oxford, hvor hun også er vicedirektør for Instituttet for Biodiversitet. Der udover er hun forskningsleder ved det internationalt anerkendte Royal Botanics Garden, Kew. Kathy Willis har bl.a. forsket i, hvordan biodiversiteten på lang sigt reagerer på klimaforandringer.

Samtalen modereres af Jens Degett, der er President of European Union of Science Jounalists’ Association (EUSIA) og har arbejdet som videnskabsjournalist i mere end 20 år. Der udover er han en af grundlæggerne af EuroScience Open Forum og har været vært på radioprogrammerne Studie 2000, Harddisken og Orientering på DR.