CECILIE NØRGAARD & JENNY WILSON

Future Talks, torsdag d. 31. maj kl. 16.30
HVAD BETYDER #MEETOO FOR KVINDER OG MÆND I FREMTIDEN?
Moderator: Abdel Aziz Mahmoud

#MeToo-bevægelsen har skabt global opmærksomhed omkring chikane, overgreb og voldtægt siden den for alvor tog fat i efteråret 2017. Den spredte sig hurtigt fra Hollywood til både kulturelle og kommercielle sfærer i hele verden, og den satte diskrimination, krænkelser og overgreb af kvinder på dagsordenen.

I denne samtale vil vi spørge ind til, hvilke forandringer bevægelsen vil skabe for fremtiden. Er vi vidne til en kvindefrigørelse svarende til en nutidig version af den vi så i 1970’erne, eller hvordan adskiller #MeToo sig fra tidligere generationers protester? Hvilke konsekvenser skaber bevægelsen for mænd, for kvinder og for samfundet i det hele taget – og er eftervirkningerne forbeholdt beslutningstagere og politikere, eller vil vi se effekterne påvirke hele samfund og de enkelte mennesker?

Cecilie Nørgaard vil sammen med Jenny Wilson behandle dette emne – et af samtidens mest debatterede – fra en ny vinkel: den fremtidige. Abdel Aziz Mahmoud modererer samtalen.

Kønssociologen Cecilie Nørgaard fra Aarhus og Københavns Universitet kan med sin forskningsmæssige baggrund give indsigt i, hvordan vi som kultur allerede fra barnsben skaber de kønsstereotype forhold, der gør sig gældende senere i voksenlivet.

Den svenske sanger og sangskriver Jenny Wilson blev en af stemmerne i #MeToo-bevægelsen med udgivelsen af albummet Exorcism i slutningen af marts i år. Albummet, der på dybt personlig vis behandler hendes egen oplevelse med en voldtægt, har været længe undervejs, men undervejs kom Jenny Wilson om nogen til at opleve, hvordan verden på meget kort tid skærpede ørerne og blev lydhør overfor krænkelser af kvinder. 

Abdel Aziz Mahmoud er blandt andet kendt for programmerne Familien fra Lærkevej og Helvedes homo, hvor han bruger sin egen historie og stærke stemme til at italesætte homoseksualitet, og det store tabu det er i danske muslimske miljøer.

FURURE_Cecilie-Nørgaard+Jenny-Wilson.jpg