CHEF'S TABLE

BILLET: http://madbillet.dk/show/event/chefs-table

Chef's Table på Heartland er et yderst ambitiøst forsøg på at skabe vilde madoplevelser ved langbordet under pergolaen i Grevens private have - i en af verdens smukkeste parker. Vi har inviteret to af landets fremmeste restauranter og mest interessante personligheder - Amass fra København og Restaurant Domestic fra Århus - til at komme med deres bud på en komplet, personlig og uforglemmelig spiseoplevelse. Årets sommelier Bo Bratlann sørger for vine og ekstremt godt selskab.

Restaurant Domestic
Restaurant Domestic er en kompromisløs og meget ambitiøs restaurant i Århus, der sigter mod stjernerne og fik deres første Michelin-stjerne i 2017. Domestic er noget så sjældent som et gastronomisk kollektiv og stjernehold af fire særdeles passionerede og kompetente grundlæggere. De fire ildsjæle fra Århus - Ditte, Christoffer, Morten og Christian – deler den samme drøm om at skabe en gourmet-restaurant med fokus på nærvær, bæredygtighed og de og det lokale. På Heartland vil Domestic levere måltidsoplevelser på Chefs Table lørdag den 3. juni 2017.

Amass

Amass serverer moderne mad baseret på råvarer fra lokale gårde, små regionale producenter, samt den 600 m2 store have som ligger foran restauranten. Amass er certificeret med det økologiske Guld Spisemærke (90-100% økologi) og menuen defineres af sæsonen og de bedste råvarer tilgængelige på dagen.

Bag Amass står Ejer og Køkkenchef Matt Orlando, der efter sin tid som Køkkenchef på noma i 2013 slog dørene op for egen restuarant på Refshaleøen i det højloftede tidligere Burmeister- og Wain-skibsværft lokale med havudsigt.

På Heartland vil Amass stå for menuen på Chefs Table søndag den 4. juni 2017.

Matt Orlando er født i San Diego, Californien, hvor han som 15-årig startede sin kokkekarriere. En karriere der skulle placere ham i nogle af verdens bedste køkkener, heriblandt Eric Ripert’s 3-stjernede Le Bernardin i New York, Raymond Blanc’s to-stjernede Le Manoir aux Quat’Saisons og Heston Blumenthal’s tre-stjernede Michelin-restaurant The Fat Duck, begge i England, før den ledte ham til en stilling som Sous Chef på danske noma. Her tilbragte Matt to år, før han vendte tilbage til New York til en stilling på Thomas Kellers gourmet-tempel Per Se. Matt rejste retur til København igen i 2010 for at tage stillingen som nomas første Køkkenchef. 

Årets sommelier
Amass’ restaurantchef og sommelier hedder Bo Bratlann. Bo blev kåret til årets sommelier i 2016 og er kendt for usædvanligt højt og personligt serviceniveau. Han har tidligere arbejdet på Formel B, noma og uddannet sig ønologi og vinificering på den italienske vingård Cascina Degli Ullivi. På Heartland vil Bo Bratlann levere værtskab og vinoplevelser på Chefs Table den 3. og 4. juni 2017.