FOOD

På Heartland handler mad om den verden, vi lever i, og den kultur vi ønsker at skabe sammen. For os betyder det noget, hvor maden kommer fra, og hvem der har lavet den. Det er essentielt, at du kommer hjem mange oplevelser rigere – men det betyder ligeså meget for os, at du bliver klogere.

På Heartland er der noget for alle, dem der elsker vilde urter, dem der elsker kaffe, og dem der hellere vil have en is. Én ting er dog sikkert; vi går aldrig på kompromis med sæsonerne, de lokale råvarer og gode dyrkningsprincipper. Vi vil tage vare på vores fælles madkultur og planeten ved at sætte fokus på økologi, sæsonerne, madspild og plantebaseret kost i vores FOOD-program. Vi tager afsæt i det fynske råvaregrundlag og kulturtraditioner, men når vi sammensætter det heartlandske madprogram, spejder vi samtidig mod fjernere kyster og henter inspiration fra alle verdens køkkener.

Der er flere måder hvorpå, du kan opleve maden på Heartland. Du kan f.eks. spise på Heartland Banquet, der i år er beværtet af Christian F. Puglisi, eller gå på opdagelse i vores mange mad- og drikkeboder og restauranter. Du kan også besøge TASTELAND, hvor toneangivende madnørder byder på fortællinger og interaktiv læring. Programmet annonceres løbende.

TASTELAND STAGE

Madscenen i Tasteland danner i år ramme om en lang række FOOD-workshops á 55 minutters varighed. Årets program spænder fra surdejsbagning over whisky-destillering, partering af en forårsbuk, fermenterede cocktails til verdens bedste chokolade. Fælles for aktiviteterne på Tasteland Stage er, at alle, der bidrager på scenen, er nørder inden for deres felt. De brænder for at formidle, og du kan deltage aktivt i seancerne. Den fynske buddinge-dronning, Marie Holm, og Nomas "myremand", Thomas Laursen, vil være dine værter og guide dig igennem de mange smagsindtryk og madindsigter. Som gæst på Heartland Festival kan du deltage gratis i alle workshops på Tasteland Stage.


Tasteland præsenteres i samarbejde med Udvikling Fyn og ASKO, og FoodScene er vores officielle mediepartner.

Tastelands madboder og barer

Tastelandscenen flankeres af de mange madboder og barer, der omkranser den. Her finder du de lokale fynske producenter, der alle har noget på deres madhjerte. Boderne er nøje kurateret og udvalgt med et altoverskyggende fokus på velsmag.

RESTAURANTER & MADOPLEVELSER

MAD & DRIKKE