Tony Oursler

Amerikanske Tony Oursler får Danmarkspremiere på den berømte værkserie The Influence Machine i Egeskovs slotspark.
Værkerne består af gigantiske, bevægelige filmprojektioner af bl.a. talende menneskehoveder, der kastes op på levende materiale, fx store trækroner. De handler om det Oursler kalder ”the deep history of media”, altså hvordan medier helt tilbage fra tidlige fjernsyn, og radioer og frem til vore dages internet påvirker os og er med til at skabe vores drømme og vores ønsker. Eller med Oursler ord ”holografisk model af menneskeligt begær og frygt”.

Tony Oursler (1957 -) er en af de vigtigste mediekunstnere de sidste 25 år; en pioner, der var med til at få videokunst anerkendt som kunstform. Hans arbejder findes i samlingerne på en række af verdens fineste museer og han er aktuel lige nu med en soloudstilling på MoMA i New York.

Søren Behncke

Søren Behncke aka. Papfar debuterede i det offentlige rum i 2003 med en af sine klassiske pap-skulpturelle hit-and-run aktioner. Behncke laver både galleri-orienterede værker, og skulpturelle happenings og aktioner i det offentlige rum. Papemballagens rige grafiske univers af advarselstegn og logoer er blevet en integreret og unik feature i Behnckes visuelle sprog, både i skulptur og maleri. Skulpturen King of The Road er en full size pap- og trælastbil, en homage til den globale samhandel og en generel hyldest til vores menneskelige evne og trang til at besjæle døde ting. Lastbilens cargo er et slags varekatalog over tidsspecifikke forbrugsgoder og vil derfor naturligt med årene blive mere og mere museal.

Tina Maria Nielsen

Tina Maria Nielsen skaber skulpturer og installationer i 1:1 størrelsesforhold. Hverdagsgenstande bliver støbt i materialer som bronze, cement, voks og gummi og revet ud af deres normale kontekst, får de en ny betydning. På Heartland Festival præsenterer hun værket Invasion, bestående af en række polerede bronzestøbte mobiltelefoner. Mobiltelefonen signalerer en skrøbelighed i såvel visuelt udtryksom funktion: Telefonen er et allestedsnærværende synonym for social interaktion, men henslængt og efterladt i græsset, glemt eller gemt, signalerer den et tab af privatliv, af kommunikation og en potentiel angst for fare. Vi nærer ingen affektionsværdi for det ellers dybt personlige objekt og smider dem lystigt væk, så snart de er forældede.

Sophie Dupont

Sophie Dupont arbejder med performance, skulptur, fotografi og maleri, altid med udgangspunkt i en eksistentiel og poetisk refleksion over basale menneskelige forhold. Dupont bruger sin krop som forudsætning og redskab for undersøgelse, og publikum vil kunne opleve hendes performance We Always Carry Our Body på årets festival – en poetisk refleksion over krop, sind og medmenneskelige relationer.

Magnus Pettersen

Billedkunstner Magnus Pettersens skulptur Soft består af tre pigmentindfarvede betonstole sat sammen til en bænkinstallation. De smukke farver ophøjer det ellers kedelige, hverdagslige materiale og værket kommenterer på tidligere tiders ikoniske designstole og vores måde at være tilstede på. Magnus Pettersens foretrukne materiale er beton, stål, glas og sten, som han transformerer til skulpturer i egen praksis og i duo-konstellationen Pettersen & Hein.

magnuspettersen.net

Lars Worm

Lars Worm arbejder med skulptur, installation og maleri i konstant dialog og udvikling. Med en ærlig, legende tilgang kredser hans værker om emner som natur, evolution, tvivl og krop. Hans serie af røde, minimalistiske jernskulpturer bestående af den overdimensionerede tungestruktur Goldlicker, og insisterende øjne på stilke spejler og går direkte i dialog med naturens elementer og er en legende, ærlig og humoristisk indslag, der pirrer publikums nysgerrighed.

Cecilie Waagner Falkenstrøm

Cecilie Waagner Falkenstrøm interaktive dialog-app, To Be Frank, tager afsæt i tanken om kunstig intelligens – vil den have virkelige følelser, kan vi opbygge en følelsesmæssig relation til kunstig intelligens og vil den forandre måden, vi relaterer og til og interagerer med hinanden? Værket udforsker de eksistentielle og etiske dilemmaer, der opstår i vores møde med kunstig intelligens. I det interaktive kunstværk er beskueren ikke blot en passiv modtager, men en aktiv medskaber af værkets eksistentielle mulighedsrum.

Dagmar Radmacher

Dagmar Radmacher stedsspecifikke installation Those Who Intend To Leave Have Already Gone består af en række små hæklede røde garntelte i varierende størrelser, som hænger fra en eksisterende jernstruktur i et af Egeskovs små haverum. Som dråber vil Radmachers visuelt iøjefaldende værk hænge indeni selve konstruktionen og i festivalens sidste timer vil hun lave en performance, hvor hun optrævler og dermed dekonstruerer enkelte af de hæklede skulpturer.